Siden opdateres ikke længere

Videncenter for Duft- og Kemikalieoverfølsomhed er lukket med udgangen af 2013, og siderne på denne hjemmeside bliver ikke længere opdateret. Datoen for seneste opdatering af sidens indhold ses nederst på de enkelte sider. Bemærk, at der kan være kommet ny viden siden sidste opdatering.

Astma-Allergi Danmark har påtaget sig at videreføre rådgivningen som en udvidelse af foreningens eksisterende tilbud til mennesker med følsomme luftveje. Det er muligt at ringe til Astma-Allergi Danmark på alle hverdage fra kl. 10-12 og tillige om onsdagen fra kl. 16-18. Astma-Allergi Danmark har integreret viden om duft- og kemikalieoverfølsomhed på foreningens hjemmeside astma-allergi.dk. Det ligger fra forsiden under overskriften MCS og kan findes her: http://mcs.astma-allergi.dk/
   
   
SITEMAP TEKSTSTR. A-  A+

Hverdagen er en udfordring

Svimmelhed har været Kira Thømmings faste følgesvend gennem mange år, ligesom kløe i huden, koncentrationsbesvær, hovedpine, uro i kroppen og en række andre ubehagelige symptomer.

 

De opstår, når hun er i nærheden af helt almindelige dufte. Dufte andre knap nok mærker.

 

”Der er masser af ting, jeg ikke kan tåle. Nogle gange kan jeg mærke det straks, og andre gange er det først næste dag,” fortæller hun.

 

Så når hun skal lufte ud, åbner hun havedøren i stedet for vinduet, som vender mod huset ved siden af, for at undgå duften af skyllemiddel fra nyvasket tøj på naboens tørresnor.

 

 

 

Når hun henter post, sorterer hun lokalaviserne fra, mens hun er udenfor, og når hun starter sin bil, lukker hun for luftindtaget for at minimere mængden af udstødningsgas fra andre biler.

 

Det gør hendes dagligdag ret besværlig. For næsten uanset hvor hun bevæger sig hen, er hun udsat for noget, hun oplever, giver symptomer.

 

Alene at handle er en udfordring. I supermarkedet møder hun mange, der har parfumerede produkter på, og lugten fra nye varer giver også gener, f.eks. når hun skal finde sit uparfumerede vaskepulver blandt velduftende produkter på samme hylde.

 

Symptomer på grund af maling
Selvom hun har haft symptomerne i mere end ti år, er det kun få år siden, at hun kædede dem sammen med kemiske stoffer i luften. Tiøren faldt, da hendes arbejdsplads flyttede ind i en nyrenoveret bygning i Københavns Havn.


”Kort tid efter jeg var kommet om morgenen, følte jeg, at jeg stod på et skibsdæk. Først slog jeg det hen med, at det var, fordi jeg sad og så ud over vandet. Men da der blev malet nogle paneler færdig i kontoret, kunne jeg slet ikke samle mig: Jeg kiggede på skærmen og på mine papirer, men den stod helt stille i øverste etage,” forklarer Kira.

Hun kom i tanke om, at det var præcist sådan, hun også havde haft det, da hun nogle år forinden var flyttet ind i et nymalet hus. Dengang mente hendes læge, at symptomerne måtte skyldes stress. Mest fordi al anden sygdom var blevet udelukket.

”Men jeg følte mig ikke stresset, og jeg syntes faktisk, at jeg fik det værre af at gå sygemeldt hjemme i det nymalede
hus.”

 

Sparer på kræfterne
Selvom Kira ikke mener, det er stress, der udløser symptomerne, har hun ofte bemærket, at de forværres i perioder, hvor hun – udover at være udsat for dufte og kemiske stoffer – også er stresset.

 

”Jeg ser det som et badekar i mit centralnervesystem, som bliver fyldt op, jo mere jeg bliver påvirket af dufte og kemiske stoffer. Er jeg det, og stresser jeg samtidig, så flyder det over,” siger hun.

 

Så nu økonomiserer hun med kræfterne. Hvis hun f.eks. er til komsammen en dag, så tager hun ikke ud og handler dagen efter. Det meste af tiden fungerer det okay. 

 



Efter at have arbejdet i samme regnskabsafdeling i 13 år, håber Kira nu på et nyt arbejdsliv som udendørs træner af islandske heste.

Turen med tog frem og tilbage fra hjemmet i Næstved til arbejdet i København samt rengøringen, andres brug af parfume og computeren på kontoret fyldte ’badekarret’ for meget.

De problemer har hun ikke i den friske luft.

 

/BT

 

Lagt på september 2010.

 

Fotos: Nanna Kreutzmann
Om Kira
  • Født 1973
  • Bor sammen med sin kæreste og har en datter
Videncenter for Duft- og Kemikalieoverfølsomhed | Ledreborg Allé 40, 2 | 2820 Gentofte | Telefon 39 77 73 04 | Senest opdateret 17.06.11 | Kontakt webansvarlig
Videncentret er finansieret af Miljøstyrelsen og er en del af Dermato-allergologisk afdeling K på Gentofte Hospital