Siden opdateres ikke længere

Videncenter for Duft- og Kemikalieoverfølsomhed er lukket med udgangen af 2013, og siderne på denne hjemmeside bliver ikke længere opdateret. Datoen for seneste opdatering af sidens indhold ses nederst på de enkelte sider. Bemærk, at der kan være kommet ny viden siden sidste opdatering.

Astma-Allergi Danmark har påtaget sig at videreføre rådgivningen som en udvidelse af foreningens eksisterende tilbud til mennesker med følsomme luftveje. Det er muligt at ringe til Astma-Allergi Danmark på alle hverdage fra kl. 10-12 og tillige om onsdagen fra kl. 16-18. Astma-Allergi Danmark har integreret viden om duft- og kemikalieoverfølsomhed på foreningens hjemmeside astma-allergi.dk. Det ligger fra forsiden under overskriften MCS og kan findes her: http://mcs.astma-allergi.dk/
   
   
SITEMAP TEKSTSTR. A-  A+

”Jeg plejer gerne at sige, at jeg er meget underlig”

Flemming Obling kan blive rigtig ond i sulet, når han bliver påvirket af dufte. Men efterhånden har han lært at kommunikere om det, så det ikke når så vidt.

 

Flemming Obling har en yndlingsduft. Om sommeren, når han har cyklet de godt fire kilometer hjem fra sin dyrlægepraksis i Taastrup til gården i Kildebrønde, er det blevet en vane at stoppe op i indkørslen til gården, hvor han og hustruen bor.

På hver side af alléen er der en fold med et læskur, hvor familiens omkring 25 får og deres afkom samler sig sidst på dagen. Her – lige midt mellem de to fårehuse – snuser han ind og suger duften af de uldne drøvtyggere indenbords. Han elsker det.

De fleste andre ville nok sige, at det lugtede af får eller sågar af lort, men forskellen mellem en lugt og en duft ligger i den personlige vurdering. Det er Flemming mere bevidst om end de fleste, for det, der af de fleste betegnes som mere klassisk velduftende, gør ham rigtig skidt tilpas.

 

 



Svært at kommunikere om
Det var i efteråret 1994, han blev klar over, hvad det var, der havde påvirket ham i flere år. I Berlingske Tidende snublede han over en notits om, at der var stiftet en forening for mennesker, der oplevede symptomer, når de blev udsat for f.eks. parfume og anden luftbåren kemi.

”Jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Yes, det er sgu’ da det!” Jeg havde registreret, at der var noget, der generede mig uden at kunne sætte retning på, men da jeg læste notitsen, stod det klokkeklart,” fortæller Flemming.

Siden har han prøvet at indkredse, hvad han kan gøre for at undgå at blive påvirket, og hvordan han bedst tackler det i forhold til andre. For ham er det en løbende proces, som aldrig ender.

At kommunikere problemet til omgivelserne er en af de største udfordringer, og han har i hvert fald mistet to klienter i sin dyrlægepraksis efter at have fortalt dem, at han ikke kunne tåle deres duft. Han husker ikke ordret, hvad han sagde, men siger, at det var på et tidspunkt, hvor han – diplomatisk formuleret - ikke helt havde ”fundet sine ben kommunikativt.”

”Duft er noget meget personligt, og det kan godt ske, at de i virkeligheden har oplevet det samme som jeg, når jeg er udsat for dufte: At være trængt op i en krog. Samtidigt er det bare svært for folk at forstå, at dufte kan genere,” siger han.

Som i en klokke
Det med kommunikationen bliver ikke lettere af, at duftene netop påvirker Flemmings overskud og evne til at tænke.

”Jeg kan blive fuldstændig fjern og få fornemmelsen af, at der er en skillevæg ned mellem dig og mig. Jeg kan godt se, du er der, jeg kan også godt forholde mig til det. Men det, du siger til mig, har meget svært ved at trænge herover, og min modvilje mod dig - uanset du står stille og ikke generer mig– gør, at jeg bliver pissesur på dig,” forklarer han.

”Det er som om, jeg er i en klokke. Afsondret, men alligevel med en stigende grad af aversion mod personen over for mig. Og den sætter sig herinde,” fortæller han og peger på hovedet.

”Jeg får hovedpine. Hjernen kører ikke rundt, og når den ikke gør det, så er det nogen gange vanskeligt at finde den pædagogiske formulering.”

Så er det om at komme ud og få frisk luft og lidt ro på. Ellers kan han blive ubehagelig.

 

 


 

Omgivet af duft
Det kan være hvad som helst, der udløser den fornemmelse i ham. En hårkur, en deodorant. Det er også lige meget: for han oplever, at duftstofferne lægger sig i en påtrængende skal omkring hele personen.

”Skallen kan være kæmpestor. Jeg har ikke en klar fornemmelse af, om det kommer fra toppen eller tæerne, men det kan sagtens bare være en deodorant, der giver indtrykket, at hele personen dufter,” uddyber han.

Flemming har ingen problemer med lugten fra sine egentlige patienter, dyrene, men deres ejere dufter ofte af noget, og det gør ham sårbar, når han møder en ny hvert 20. minut. Duften kan især være svær at undgå, fordi undersøgelsesbordene kun er 80 cm brede, og folk gerne står lige på den anden side.

”Hvis jeg skal udføre den opgave, som klienten har bedt mig som, så skal jeg være inden for de 80 cm af vedkommende. Dvs. jeg kan ikke komme væk, og det kan godt føles klaustrofobisk,” forklarer han.

Med årene er han blevet meget bedre til at finde ud af, hvornår han skal trække stikket ud og noget frisk luft ind ud på terrassen bag klinikken.

”Så står jeg der og puster som en lille dreng i skammekrogen. Men jeg får det bedre allerede efter to dybe indåndinger, og som regel går der ikke mere end fem-ti minutter, så er jeg klar igen.”

”Jeg har et problem med dufte”
Men hvis han ikke skal stå udendørs det meste af dagen, bliver han nødt til at bede duftende kunder om at træde et par skridt tilbage eller måske at vente udenfor. Han formulerer det, så det er ham, der er problemet snarere end klienten.

”Jeg plejer gerne at sige, at jeg er meget underlig. At jeg har et problem med dufte og bliver dårlig, hvis jeg bliver udsat for parfume,” forklarer han.

”Så siger hovedparten: ”Guuud, jeg har lige taget et-eller-andet på” - og dem med lidt humoristisk overskud tilføjer: ”… og mig, der gerne ville være lækker”. Så siger jeg, det synes jeg også, du er, men din duft er bare ikke så god for mig.”

Han gør sig umage med at holde en gemytlig tone, og når folk får dårlig samvittighed over, at deres duft påvirker ham negativt, skynder han sig at fortælle, at han ikke dør af det, men at det bare skal håndteres, for at han kan fungere.

”Så siger jeg: ”Vi løser det i første omgang ved, at du står derhenne, og så ser vi hvad der sker”. Så kommer man lidt på bølgelængde, og så kan jeg bedre sige: ”Og hvis ikke det går, så smider vi dig sgu’ bare ud.”

Forhåndssortering i venteværelset
Flemming har også lært sine omgivelser at hjælpe. Veterinærsygeplejerskerne, der modtager folk i hans dyrlægepraksis, har gode næser for, om nogen i venteværelset dufter særlig meget. Og er det tilfældet, sørger de for, at det er en af de to andre dyrlæger i klinikken, der tager kunden i stedet for Flemming.

Det hjælper også, at det er ham selv, der er chefen. Til ansættelsessamtaler bliver folk bedt om at møde duftneutrale, og det er en betingelse for at kontrakten kan underskrives, at folk undlader at bruge parfumerede plejeprodukter, vaskepulvere og skyllemidler.

”Jeg kan definere, hvilket partitur vi spiller efter, og hvis ikke noderne passer dem, så er det bare ærgerligt. På den måde er jeg gevaldigt godt stillet,” siger Flemming.

Det var også kun sig selv, han skulle blive enig med, da Arbejdstilsynet bad ham om at installere et processug. Da lofterne alligevel skulle pilles ned, besluttede Flemming, at han lige så godt kunne vælge det bedste og installerede et ventilationsanlæg mange gange kraftigere, end loven krævede. Til gengæld kan det reguleres, og - hvor dufte før godt kunne hænge i luften i timevis - så tager det nu kun et kvarter at fjerne et særligt stærkt duftaftryk i venteværelset.




Stinkende irriterende
Selvom han konstant skal tage højde for sin overfølsomhed, betragter Flemming ikke sig selv som syg. Han synes snarere, det er ”stinkende irriterende”, især fordi det er yderst afhængigt af andre, hvor slemt han har det.

”Selv om målestokken er en anden, så er det på en måde for duft- og kemikalieoverfølsomme som for de mennesker, der bor på små øer langt ude i Stillehavet. De har aldrig nogen sinde fyret olie eller kul af og har ingen biler. Alligevel bliver de hårdt ramt af, at nogle industrilande futter olie af. Det må de sgu’ også være trætte af…”

Det er han. For duft- og kemikalieoverfølsomheden har også betydet, at han ser færre mennesker end før, og at hans fire børn har måttet indrette sig efter hans næse. I teenageårene var det ikke nemt.

”Det invaliderer mig og indirekte familien i sociale sammenhænge, og det er den største pris. Mennesket er jo et socialt dyr,” siger Flemming.

Han hører ikke til den slags mennesker, der griber til hvad som helst i håbet om at blive overfølsomheden kvit, men han stiller gerne op til forskning og forsøg, der kan gøre videnskaben klogere på duft- og kemikalieoverfølsomhed.

Da der for nogle år siden i Ugeskrift for Læger var en række læger, der pegede på at duft- og kemikalieoverfølsomhed var en psykisk betinget lidelse, kontaktede han en psykolog.

”Det skal ikke skille os ad, hvor problemet sidder, hvis jeg kan slippe af med det,” tænkte han.

Det fik han meget ud af i forhold til familien, men han oplevede ikke, at samtalerne ændrede noget ved selve overfølsomheden.

Det bedste han i dag kan gøre for sig selv og sin overfølsomhed, er at tage på riffeljagt. Der sidder han alene i en skov og venter på vildtet, og derude - blandt naturens egne dufte - har han ingen problemer.

 

/BT

 

Lagt på februar 2010.

 

 

Fotos: Jasper Carlberg
Om Flemming
  • Født 1951
  • Dyrlæge med egen praksis siden 1986
  • Gift og har fire børn
  • Blev opmærksom på, at han var duft- og kemikalieoverfølsom i 1994
Husk!

MCS viser sig meget forskelligt.

 

Historien på denne side gengiver interviewpersonens egne erfaringer.

 

Den er ikke et udtryk for, hvad der er videnskabelig dokumentation for, eller for hvad andre MCS-ramte kan klare.

 

Det vil altid være individuelt.

Videncenter for Duft- og Kemikalieoverfølsomhed | Ledreborg Allé 40, 2 | 2820 Gentofte | Telefon 39 77 73 04 | Senest opdateret 14.01.11 | Kontakt webansvarlig
Videncentret er finansieret af Miljøstyrelsen og er en del af Dermato-allergologisk afdeling K på Gentofte Hospital